Nationalpark Thy er Danmark største vildmark. Her slår bølgerne fra Vesterhavet ind mod strandene, hvorfra vinden fører sandkornene op i de høje klitter. Det er denne vildskab, der er så fascinerende og dragende. Når man står der i vandkanten og kigger ud over det stille eller vildt brusende hav, så kan man ikke føle sig andet end lille i denne verden.
I vandet kan vi vaske ”noget” af os, et dyp kan bringe os i dyb kontakt med vores krop og vi kan sanse vandet med de bare tæer i vandkanten.
Nationalpark Thy er Danmark største vildmark. Her slår bølgerne fra Vesterhavet ind mod strandene, hvorfra vinden fører sandkornene op i de høje klitter. Det er denne vildskab, der er så fascinerende og dragende. Når man står der i vandkanten og kigger ud over det stille eller vildt brusende hav, så kan man ikke føle sig andet end lille i denne verden.
I vandet kan vi vaske ”noget” af os, et dyp kan bringe os i dyb kontakt med vores krop og vi kan sanse vandet med de bare tæer i vandkanten.
Længere inde i landet ligger de store, sammenhængende skovområder. De kan være både mørke og ufremkommelige og smukke, højtravende og omfavnende.
I skovene er der mere læ, måske mere stille og her kan et blødt mostæppe vi kan ligge os på, eller et træ at læne os op ad.
Jeg holder allermest af kontrasterne, hvor vi bevæger os fra de åbne landskaber og ind i de mere lukkede klitskove. Det gælder også kontrasten imellem de rolige søer og det vilde hav. For ikke at tale om, at se Nationalpark Thy set højt oppe fra en klittop eller et fyr, og betragte naturen helt ned i skovbunden.
Naturen tillader os så mange kontraster, som vi ellers ikke finder. Når vi mærker kulden, sætter vi pris på varmen, eller når vi løber i klitterne og samtidig tillader os at sidde og kigge ud mod horisonten. Det skaber en form for perspektiv.
